fredag den 4. februar 2011

Hvad er godt design?

Dansk Design Centers bud på, hvad forudsætningerne for godt design er.
 
Hvad er godt design? Det er et spørgsmål, som er blevet besvaret på forskellig vis gennem tiderne. Grunden til at der ikke er et endegyldigt svar er, at design ikke er konstant, men en foranderlig størrelse, der hele tiden formes af teknologi, kultur og tidsånd. Derfor vil svaret på spørgsmålet ændre sig løbende.
De ti forudsætninger, du kan læse her, er et udtryk for, at designbegrebet har udvidet sig over tid, og at designkompetencen i dag indgår i nye sammenhænge og er forankret bredt i samfundet i højere grad end tidligere.

Godt design er
Innovativt
Innovativt design kan både være et ’break-through’-produkt eller -service, og et redesign af et eksisterende produkt eller service. Et ’break-through’-produkt tilfører markedet og brugeren en ny og hidtil ukendt funktion og merværdi, mens et redesign forbedrer et eksisterende produkt.

Funktionelt
Funktionelt design skabes med det formål at udfylde en funktion – gerne en primær og en supplerende funktion. Et funktionelt design er problemløsende og optimerer gennem sit design en given funktionalitet.

Æstetisk
Et æstetisk produkt har en iboende fascinationskraft og en umiddelbar tilgængelig sanselighed.

Intuitivt
Intuitivt design er selvforklarende, hvorfor der ikke umiddelbart er brug for en brugermanual. Det er indlysende, hvordan designet skal bruges, opfattes og forstås. Designet forklarer funktionen.

En god forretning
Godt design er konkurrencedygtigt og skiller sig ud på et konkurrencebetonet marked. En god forretning betyder en god bundlinie – derfor er godt design også en vare, som sælger godt.

Ærligt
Et ærligt design kommunikerer udelukkende de funktioner og værdier, det tilbyder. Det må ikke manipulere med købere eller brugere og få dem til at tro, at det kan noget, som det ikke kan leve op til.

Holdbart
I et samfund med overforbrug har godt design et vigtigt formål. Det bygger på holdbarhed forstået på den måde, at designet og materialerne er langtidsholdbare og ikke blot en trend. Spild og overforbrug er ikke en del af godt design.

Ansvarligt
Godt design er ansvarligt og tager blandt andet hensyn til miljøet. Det kan eksempelvis bidrage til en renere og mere bæredygtig verden, hvor de materialer, der anvendes, har en lang holdbarhed og eventuelt kan genbruges i andre sammenhænge.

Formgivet
Formgivning er en essentiel del af et godt design. Det er grundlaget for at skabe og designe. Gennem formgivning opnås en tiltrækkende sanselighed og merværdi, som er et absolut for at kunne sælge produktet.

Brugerorienteret
Godt design tager udgangspunkt i sin bruger og har til formål at forbedre en given situation for brugeren. Brugerorienteret design tilfører en merværdi, som både kan være immateriel og materiel og derigennem øger tilfredsheden og livssituationen hos brugeren.

0 kommentarer:

Send en kommentar